Rolf Jacobsen

Dragende mytologisk inspireret kunst i Mellerup

Nørhald Kunstforening præsenterer i april værker af den internationalt anerkendte billedkunstner og skulptør Rolf Jacobsen, der hjemmevant færdes mellem USA, Umbrien i Italien og sin spændende ejendom i Rydhave, der rummer både bolig og værksted, samt et stort galleri og skulpturpark undervejs.

Rolf Jacobsen er en original multikunstner med stor interesse for græsk mytologi og historie.  

Han stammer oprindeligt fra Mariager, men tog i 90erne til gymnasiet i Holstebro for at blive undervist af en gammel kending af Nørhald kunstforening, Poul M. Cederdorff. Der udviklede sig siden et kunstnerisk samarbejde mellem de to, og Rolf blev knyttet til sammenslutningen ”Vestjydske kunstnere”, som han stadig er en del af.

I 1999 blev Rolf optaget på den amerikanske ekspressionist Nicolas Carones internationale kunstskole i Umbrien, og bosatte sig derefter i regionen frem til 2017. Carone opdagede hurtigt talentet og knyttede ham i en årrække til sig som assistent og samarbejdspartner i både New York og Italien.

Rolf Jacobsen får også selv etableret en kunstnerisk karriere fra 2013 med soloudstillinger i New York, Todi, Doglio og Milano samt bl.a. Charlottenborgs forårsudstilling i 2017. Samme år deltager Rolf Jacobsen i en stor skulpturparkudstilling i Michigan, der er medvirkende til, at han nu er fast tilknyttet Stanek Gallery i Philadelphia.

I 2019 realiserer han, sammen med kunstnervennen Ole Daniels, sin mangeårige drøm om at etablere en kunstskole i Doglio, Art School Umbria, hvor Rolf Jacobsen jævnligt underviser i skulptur.

Rolf Jacobsen er en utrolig spændende og vidtfavnende kunstner. Han er især kendt for sine træskulpturer, som han laver i mange forskellige formater, men han udstiller også udendørsskulpturer i bl.a. bronze.

Rolf er endvidere en meget dygtig maler og tegner, der meget bevidst og berigende bearbejder sine skulpturer og billedværker i et tæt sammenspil. Naturen er ud over historie og græsk mytologi den primære inspirationskilde for hans værker.

Det er netop naturens råmaterialer, især tidspræget træ, der giver intuitive reaktioner, ”åbner uopdagede stier”, som Rolf selv udtrykker det, og igangsætter arbejdet med at sammenkoble de enkelte stykker af træ ved hjælp af gesso, så de efterhånden danner figurer, der ender i en fortolkning af en mytologisk figur eller historie.

I Nørhald kunstforening udstiller Rolf Jacobsen træskulpturer, oliemalerier og mixed medium på papir og alle med mytologisk tilsnit. Det er fantasier over eksempelvis Ikaros, Morvark og Naiaderne, alt sammen i en figurativ, abstrakt aftegning, med fascinerende udlægninger af figurernes mytologiske indhold.

Det er dragende, engagerede værker, der kan opleves i foyeren på Mellerup Efterskole. Der er fernisering lørdag den 6. april kl.14 – 16, hvor foreningen byder på musikalsk underholdning og en lille forfriskning. Udstillingen kan herefter ses alle hverdage mellem kl. 14 og 17, Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ.