Jubilæumsudstillingen

Symfoni af original Kähler keramik og naturtro dyre- og naturbilleder

Den 22. april fejrer Nørhald kunstforening 30 års jubilæum. Foreningen åbner i den anledning dørene for spændende og original Kählerkeramik og – porcelæn med både Lars Henrik Kähler og datteren Signe Kähler, samt Ulla Gammelgaards præcise og detaljemættede dyre- og naturbilleder.

Montrerne vil være fyldt med smukke skåle, fade, vaser, krus, lågkrukker, strikkeskåle dyrefigurer m.m. Flere vægge vil være smykket med Lars Henriks store og små fade, dekoreret med bl.a. dyre og erotiske motiver.

Stueetagen vil være prydet med Ullas dyre- og naturbilleder fra den danske natur, bl.a. fra Vesterhavet.

Til ferniseringen vil der yderligere være salgsborde med mindre keramiske værker, som man kan købe og tage med hjem samme dag.

På en digitalframe kan man se en billedserie af Kählerfamiliens 177 års stolte historie, sådan som familien selv ser den. Desuden vises en billedserie fra værkstedet i Haslund: Efterårsdag på værkstedet.

Og ikke mindst vil kunstnerne fortælle om deres egne værker og teknikker.

Vi præsenteres således for det historiske vingesus, og både Lars Henrik og Signe Kähler vil være repræsenteret med et bredt udsnit af deres produktion, også de allernyeste arbejder, med brug af nye teknikker og materialer.

Lars Henrik Kähler
Lars Henrik Kähler, der er Danmarks ældste nulevende pottemager, har udøvet sit håndværk i mere end 50 år. L ars Henrik har fortrinsvis arbejdet med stentøjsler og i mindre omfang drejet ting i porcelæn. Mange af hans ting er dekoreret med en begitningsdekoration, ligesom man i sin tid gjorde på Kählers keramiske fabrik. Men der er altid et drev mod fornyelse hos Lars Henrik, og på det sidste har han fokuseret på hånddrejet og dekoreret porcelæn med et nyt materiale, der muliggør at lave lidt større porcelænsgenstande. Vi ser frem til at få disse nyeste værker præsenteret på udstillingen hos Nørhald Kunstforening.

Signe Kähler Keramiker
Signe Kähler deler værksted med sin far i Haslund – og her er der et gemytligt mod- og medspil mellem de to, som er h .h. v. 5. og 6. generation af den berømte Kählerfamilie fra Næstved- Signe har en uddannelse fra England bag sig og er ellers blevet udlært af sin far og mor (keramiker Solveig Kähler) i det keramiske fag.

Signes foretrukne materiale er stentøjsleret og en sjælden gang porcelæn. Signe udforsker mange forskellige teknikker, men har for tiden øje for scrafitto teknik og mønstre præget i det våde ler. Hendes keramik er altid baseret på en hånddrejet form, der til tider er manipuleret frem til det endelige udtryk. Enkelhed og hjemmelavede glasurer er karakteristiske fællesnævnere for Signes værker. Balancen mellem dekoration og form optager hende. Der er kælet for detaljen fra start til slut.

Ulla Gammelgaard
Lars Henrik og Signe har varmt anbefalet Ulla Gammelgaard, som en kunstner de gerne ville udstille sammen med og fremhæver især hendes fremragende teknik og præcision i udtrykket. Kvalitetsbevidsthed er – som for Kählerfamilien – centralt for Ullas arbejde , også i materialevalget. Hun arbejder kun med de bedste lærreder og oliefarver fremstillet af naturmaterialer. Motiverne tegnes op præcist med kul, som derefter spartles med et væld af naturfarver, så de fremtræder kraftfulde, men samtidig skarpe og virkelighedstro.

Ulla er opvokset på landet med masser af dyr og natur omkring sig. Det udgør sammen med Vesterhavet stadig kernen i hendes motivvalg. Hun er ofte på tur i det smukke danske landskab og finder motiver, hun slet ikke kan lade være med at male.

Ulla er uddannet reklametegner, har gået på kunstakademiet i Århus, hvor især croquis tegning blev central og har uddannet sig videre på Randers Kunstskole.

Omfattende udstillingsvirksomhed
Selvom om Lars Henrik nu er folkepensionist er han stadig særdeles aktiv og producerer flittigt til udstillinger på museer og gallerier og til salg. Samtidig sidder han i bestyrelsen af foreningen Fussingø Gruppen, der samler penge ind til bevarelsen af Fussingø Slot ved forskellige kunstudstillinger og arrangementer. Derfor er Lars Henrik i samarbejde med Fussingø Gruppen og Dansk Pottemagerforening af 1894 ved at arrangere et Danmarksmesterskab i drejning på Fussingø Slot i slutningen af juli måned 2017.

Signe udstiller sin kunst på udstillinger, gallerier, museer og butikker og sælger via sit firma ”Signe Kähler Ceramics and Design” sine ting på internettet.

Hun er nyligt valgt ind som formand for Dansk Pottemagerforening af 1894, hvor hun i en del år har siddet som bestyrelsesmedlem. Det er en udfordrende opgave, men hun glæder sig over valget, selv om hun ud over arbejdet med keramikken skal klare jobbene som intensiv sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital og som genoplivningsinstruktør samme sted. ”Det er ikke nemt at have 3 jobs, men jeg føler mig som en fuldtidskeramiker med 2 deltidsjobs”, fortæller Signe.

Ulla har udstillet i mange gallerier og kunstforeninger, på censurerede udstillinger og udstiller permanent på Strandgalleriet i Vejers og Galleri Uggerby i Lønstrup.

Udstillingen åbner den 22. april kl 14 – 16 i Mellerup Fri og Efterskoles foyer, Almisbakken 19, Mellerup, 8930 Randers NØ. Der bydes på musikalsk underholdning og i anledning af 30 års jubilæet også på et lettere traktement. Udstillingen kan efter ferniseringen ses alle hverdage fra 14. – 17. frem til den 18. maj.

Kom og vær med til at gøre jubilæumsferniseringen til en festlig begivenhed.