Maja de Hemmer

Oplev den skjulte energi i maleriet

Det er naturens energi og følelser, der kan være svære at sætte ord på, der blandt andet er i fokus, når billedkunstner Maja de Hemmer udstiller i Nørhald Kunstforening i oktober.

Maja de Hemmer viser værker i akryl med temaet ‘sansning og undren’. Malerierne lyser af farve og farvespil, og selv om de ved første øjekast ser abstrakte ud, har de alle en baggrunds- eller udviklingshistorie, fortæller hun. For eksempel er hun optaget af den kode, der gemmer sig i et frø, af den energi, der ligger slumrende i jorden vinteren igennem, og som til foråret bryder ud i fantastiske former i græs, bregner og blomster.

Akrylmaleriet får Maja de Hemmer til at lyse ved at bruge mange tynde lag på hvid baggrund, vekslende med tykke lag, der spartles på. Ofte er der tilsat streger i billederne, og det er tydeligt, at de Hemmer har en baggrund i tegningen. Der er en vis vildskab i harmonien.

Hendes udvikling inden for maleri er gået via tegning, collage og billedsyning, som der vil være små eksempler på i montrerne. Billedsyningen betragter hun selv som en forskole til maleri, da man her tvinges til at opbygge form ved hjælp af farvenuancer.

Maja de Hemmer har flere gange været optaget på censurerede udstillinger, blandt andet VK og Roskilde Åben. Hun er medlem af Kunstnersammenslutningen Morild med base i Odsherred, og det er nu første gang hun udstiller vest for Lillebælt.

Alle er velkomne til fernisering lørdag d. 4. oktober kl. 14-16 i foyeren på Mellerup Efterskole, Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ. Som altid vil der være musikalske indslag, og der bliver serveret en lille forfriskning. Udstillingen kan ses alle hverdage kl. 14-17 indtil den 11. november, bortset fra skolernes efterårsferie i uge 42.