Gå på opdagelse i den lokale kunstverden
Nørhald Kunstforening byder velkommen til Lokaludstillingen 2025 med mange spændende værker fra medlemmernes egne værksteder. Traditionen tro er paletten meget bred hvad angår materialer og medier.
Kalenderårets sidste udstilling viser et udsnit af de kreative medlemmers værker, som denne gang blandt andet tæller olie- og akrylmalerier, akvarel, foto, stentøj, kobber og drivtømmer. Størrelsesmæssigt spænder kunsten fra eksempelvis skåle i håndstørrelse til meterstore malerier, så også her er der rig mulighed for at finde den rette udsmykning til hjemmet eller under juletræet.
Inspirationen finder de lokale kunstnere ofte i naturen og i farvernes spil med hinanden, men ikke sjældent finder kommentarer til samfundsdebatten og verdenssituationen ligeledes vej ud i værkerne.
Alle er velkomne til fernisering i foyeren på Mellerup Efterskole lørdag den 15. november kl. 14-16, hvor foreningen byder på musikalsk underholdning og en lille forfriskning. Udstillingen kan herefter opleves frem til 18. december alle hverdage mellem kl. 14 og 17, Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ.