Randers Ungdomsskole

Kunsten udsprang af kaos på Broen

Randers Ungdomsskoles kunsthold, Værkstedet Broen, flyttede i år lokaler til midtbyen og viser nu deres kreative værker, der er skabt i omvæltningen.

Som et led i kommunens spareplaner måtte kunstholdet tidligere på sæsonen pakke alle deres materialer og værktøj ned, for efterfølgende at rykke ind i Stemannsgade i samme hus som Kaosambassaden. I det nye miljø i forbindelse med Underværket har de unge mennesker fundet et nyt tilhørsforhold og en glæde ved at være sammen med andre kreative.

På udstillingen ’Ro i flyttekaos’ præsenterer de unge kunstnere en del af de ting, de har arbejdet med det seneste år. Publikum vil blandt andet opleve maleri, tegning, glaserede lerskulpturer og forskellige trykteknikker samt skulpturelle værker i så forskellige materialer som gasbeton og Playmobil.

Det er Nørhald Kunstforening, der for tredje år har inviteret den nye generation af kunstnere til at udstille i foyeren på Mellerup Efterskole. Foreningen mener, det er vigtig at give også de unge mennesker en platform, de kan præsentere deres kunst på.

Udstillingen begynder med fernisering i foyeren på Mellerup Efterskole lørdag den 24. maj kl. 14 – 16, hvor foreningen byder på musikalsk underholdning og en lille forfriskning. Udstillingen kan herefter ses alle hverdage mellem kl. 14 og 17, Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ til og med 19. juni.